Hvor er jeg?

sted: søen
Vejr: mild vind og tåge
Tøj: brun slidt kjole

Sylvia gik langsomt og tænkte *hvor er jeg? Jeg må finde et sted at slappe lidt af* hun kiggede lidt rundt. "en sø!" hun skyndte sig over til søen satte sig på hug og drak lidt vand. pluselig vik hun en underlig føgelse. Som der ikke var trygt at være."hvor er jeg?!"

sylvia sad i chok det var jo 5 år siden hun hørte nogen tale. hun vendte sig langsomt kiggede op og ned ad drengen der stod bag ved hende. Hendes tanker fløj rundt i hendes hoved "tak.....ømm..hvem er du?" sagde hun bange.

sylvia smilede lidt for hun syndes det var radt at høre hans stemme. hun vidste ikke hvad hun skulle sige men hun rejste sig langsomt op og nejede *vent hvad skal jeg sige jeg kan jo ikke huske mit efter navn* tænkte sylvia "mit navn er sylvia og jeg kommer fra en lands by langt væk her fra, jeg flygtede fra den fordi der var en masakre for lang tid siden" sylvia var navøs for at tale, hun var jo ikke helt sikker på om han var venelig.

sylvia faldt til jorden med et stort chok *hvad sker der, jeg har aldrig set så noget linde. hvad skal jeg gøre hvad skal jeg sige* hun tog et dypt åndedrag "er du okey, er der noget galt?" hun bliv mere og mere bange for vært ord hun sagde.*hvad er det for en verden jeg er kommet til? det kan lige passe jeg dør her* hun kunne kun tænke på hendes familie som døde den mest ondskabs fulde måde. hendes mor ved at få en kniv i hjertet og hendes lille søster døde med at få hendes hoved revet alt det skete for øjne af hende. *jeg skulle aldrig være her*

sylvia drejede langsomt hovede mod den dreng der stod ikke langt fra hende. igen hun viste ikke hvad der forgår, hendes stemmer var tør og hendes tanker var ved at flyve ud ad hendes hoved. 5 år uden en stemme og her er der to."undskyl men hvem er du? og hvad er du?" hun rejste sig og gik over til ham så der kun var 10 cm mellem dem "svar mig!" hun vidste ikke vorfor hun pludselig var så modig men hun kunne lide det.

sylvia begyndte at grine en smulle men var ikke særlig glad. hun kunne huske hendes mor havde fortalt om skyggernes verden men kun at det var meget overnaturligt, men tænkte aldrig det var sandt "okey lad mig forstå det her jeg er kommet til en mærkelig overnaturlig verden, du er ikke et menske men en dæmon-engel. jeg må drømme det bliver nød til at være en drøm. kender du et sted vor sove og vågne fra den her drøm?" hun slapede lige så stille af mens gik lidt væk fra falcon.

sylvia var ved at forstå det men kun i bider. hun prøvede at fårstå det helle hun satte sig på en sten og begyndte at stille sig selv spøgesmål *okey verden er gådet under jeg er en af dem der er overlevet og der i blandt masser af nye væsner* hun kiggede hen på falcon og sagde lig ud "hvor mange mensker er der tilbage?" hun begyndte at få tåre i øjene på grund af hendes frygt og uvidenhed.

sylvia smilede hun syndes han var spænde og stædig sjov men hun vidste ikke om hun kunne stole på ham. hun gik hen til angel "falcon tror du nogen sinde det bliver som før igen?" hun satte sig på hug ved siden af angel *det er ikke til at fatte alt det her er sket mens jeg bar gik i skoven. og alle disse væsner der linder mensker men ikke er det.* hun prøvede at se hendes fremtid for sig *hvad vil der ske med mig?*

// ups nåde ikke at skrive før angel

sylvia stynede hun kunne lige så godt vænne sig til det nye liv med andre væsener. hun var ved at blive meget træt, hun gabte stort "du kender jo stedet her kender du så også et sted hvor jeg kan sove?" hun var en smulle glad nu viste hun nemlig hun kunne stole på ham. hun kiggede op på stjernerne mens hun håbede på han sagde han kendte et sted.

sylvia smilte men var lidt forlegen "ja det vil jeg meget gerne falcon og tak for din venlighed. vis det ikke var for dig og angel ville jeg stædig gå rundt i skoven" hun rejste stille op mens hun kiggede på falcon *vis der er flere her så håber jeg de er lige så venlige som falcon*