[Kun administratorer har tilladelse til at se dette billede]
Historiens A B C af Garret wanderlin.
Denne bog er til min kære der ud der holder lige så meget af historie som jeg. Jeg har brugt mange år på at skrive denne bog og det er meget historie jeg hat under søgt men jeg håber langt fra denne bog vil blive min sidste god læse lyst.
Denne bog indeholder følende historier:
Verdens og dødens skabelse.
Kampskrig og sejrherre.
Dæmonernes fald.
Grundlæggelsen.
Legenden om den evige nat.
Et blodbad.
Marco, Marco hvor er du.
Nattens jæger.
Maláco og dødens sti.
Skyggejæger kysset.
Wanderlins forræderi.
En skygge som jæger.
En morders mareridt.
Wanderlins valg.
Verdens og dødens skabelse.
Der er den løgn alle har fået fortalt, om at gud skabte verden. Det passer ikke døden kan fortælle os den sande historie om hvordan verden blev til. Og om hvordan hun selv blev til. Det vi i dag kalder de dødeliges verden, var engang en slagmark. Jorden eller de dødeliges verden blev født som en slagmark for gud og djævelen der allerede den gang sloges. Det med slagmarken forklare hvorfor jorden vil gå under hvis gud og satan sloges her i dag. Jeg selv blev født af lys og mørke. Som skyggejægerne ville kalde dem, dag og nat. Jeg blev skabt af disse to. Jeg gik blandt de døde og fik mere og mere magt. Men den gang var jeg kun en pige. Gud og satan havde opgivet denne verden. Og efterladt de døde. Denne verden blev min lege plads, de døde var mine kammerater. Jeg lærte dem at kende jeg talte med dem. Men en dag kom gud og satan, for at hente de døde. Der så tappert havde kæmpet for dem. Ingen af dem havde lagt mærke til min skabelse. Det kom der for som et chok da de døde rejste sig. For i denne verden er de ikke døde, kun for gud og satan. I himlen og helvede var de døde men jeg havde givet dem nyt live. De blev de første af mine tjenere. De blev til menneskene og jeg blev herrer over døden. Gud og satan forstod ikke hvad eller hvem der havde vækket dem. Alt de så var den lille pige blandt disse grufulde væsener. Gud var den første til at tale men jeg forstod hende ikke. Det var en af de døde der havde været en smuk engel en gang, der måtte oversætte til dødens sprog. Jeg svarede lige så på dette sprog og takkede nej til hende tilbud om at jeg kunne tage med. Denne verden var mit hjem det var her jeg var blevet skabt, det var det englen sagde til hende. Så talte satan og tilbud mig at komme med hende, denne gang var det en djævel der måtte oversætte. Jeg svarede nøjagtig det samme. Jeg havde reddet dem der ikke var gået i forrådnelse, resten havde jeg begravet. Da de spurgte igen blev jeg rasende de skulle ikke komme og tage mig fra denne verden. De begravet rejste sig, på min befaling. Med en rystende hånd pegede jeg på dem. Gud og satan forsøgte at dræbe mig, men jeg overlevede for hvis man vil dræbe mig skal men havde mine evner og være villig til at tage min plads. Gud og satan så sig besejret og i mange år havde jeg magten over denne verden, menneskene blev flere og flere. Og mange glemte hvor og hvad de kom fra. Men nogen stod mig tro, det sprog i taler i denne verden kommer af mit. Det dødens sprog.
Kampskrig og sejrherre.
Krig har der altid været meget af men en af de mest bemærkede var krigen mellem Gud og Satan. Den startede langt før Akademiets grundlægges og endte først tre år efter Akademiet var blevet grundlagt. Grunden til at denne krig bryd ud var Demos og Asters. Gud beskyldte Satan for at havde fået Demos til at forhekse Asters. Og Satan beskyldte Gud for Asters skulle have forhekset Demos. Men også dæmon slægten Lowell kan spores tilbage til denne krig. Det vides ikke hvem af Demos og Asters efterkommer der tog navnet Lowell. Under krigen der de første måneder bare var trusler, fik skyggejægerne sin anerkendelse. De var første nu blevet nyttige da de nu havde fået noget at jage, nemlig skyggerne. De næste halvtreds år gik med kampe i himlen og helvede. De undgik de dødeliges verden da det ville betyde dennes undergang. Men menneskene mærkede krigen, da der blev stor ubalance, og for at rette op på dette sendte Gud sin søn til jorden. Men Satan havde en modplan alt det der skete på jorden kan vi læse om i Bibelen. Både Gud og Satan lid store tab. Ikke bare blandt djævle og engle men også de mennesker der var bærer af deres gaver. Det var på denne måde at døden og hendes bærer kom i overtal. Krigen forsatte og mens djævle og engle havde travlt med at dræbe hinanden blev skyggerne flere og flere. De kunne ubesværet leve imellem menneskene, og på den måde blev de lige pludselig svære at fange. Gud og Satan indså først det alt for sent og dæmonerne var spredt for alle vinde. Det største slag der blev udkæmpet var det der går under navnet diras wander fuster det var dæmonerne der navngav dette slag som Gud og Satan oversat kalder dødens vand. Slaget fandt sted ved den eneste flod i helvede, Alle der kæmpede for Gud og Satan mistede livet i dette slag. Da de lå i baghold for dæmonerne der dræbte hver og en de kunne komme til. Da dette slag fandt sted var det tre år siden akademiet blev grundlagt, og efter dette sluttede Gud og Satan fred. Eller sådan da, for fem år efter bryder krigen ud igen. Da Lowell børnene Alex og Jacob dukker op på Akademiet. Men efter denne lille krig på et par uger går det op for Gud og Satan hvem der egentlig er sejrherre. Døden som nu er i overtal er den egentlig vinder af denne krig der nu har varet hundrede år. Mens Gud og Satan har bekriget hinanden har døden bare set på, og har vundet uden at løfte en finger. Eller næsten hun gjorde en ting og det var at fortælle dæmonerne hvor de kunne finde floden der nu hedder wander larken.
Dæmonernes fald
Dæmonernes fald skete kort efter slaget ved Wander larken som er den eneste flod i helvede. Efter at Gud og Satan mistede deres kriger i dette slag, blev dæmonerne gjort fredløse. Og alle fik ret til at dræbe dem. Denne ret gælder også den dag i dag. Efter dette blev flere hundrede mennesker dræbt i det man troede de var dæmoner. Men kun meget få af dem var. Her i bandt dem var en ung pige fra 1lowell slægten. Der enden sin død forbandede Gud, Satan og de mennesker der stod for at tage hendes liv. Menneskerne døde en grusom død, de blev nemlig dræbt af pigen selv. Det her fra vi ved at nogle skygger kan genopstå. Men ikke kun pigens evne spillede ind i disse menneskers død. Også døden havde en rolle i dette, da de mennesker der blev dræbt sjæle ikke kunne komme i himlen og ikke skulle i helvede. Måtte døden tage dem. Tre dage gik før man fandt pigen, død. Dræbt af et væsen ingen kendte til, nogle mener at pigens vrangforestillinger var skyld i hendes død. Skyggejagerne mener det en 2nattens jæger. Døden siger det var en af de dræbte. Gud mente det var Satan og Satan mente det var Gud.
1 den største kendte dæmon slagt, 2 denne form for nattens jæger der er nævnt på det er tids punkt er en skyggejæger der kun jager om natten.
Grundlæggelsen
Det var Døden, Djævelen og Gud der grundlagde akademiet. For så kunne de holde øje med dem der var bærer af deres evner. Den gang var Døden og hendes bærere i overtal. Gud og Djævelen var bekymret for den magt Døden ville få hvis vær og en af Dødens bærer bliv hendes tjenere. De forbød Døden at sætte sine ben på akademiets grund, end til hun havde en bærer med alle evner som sin tjener. Men denne bærer skulle komme fra akademiet. For Gud og Djævelen sås denne opgave umulig for Døden at fuldføre. Men Døden vidste at en dag ville der komme en, der skulle få hende ind på akademiet igen. Men Gud og Djævelen lagde ikke noget i de ord Døden sagde da hun forlod akademiet.”Mærk jer mine ord! en dag vil jeg igen kunne sætte mine ben her og den dag vil hver og en af jeres bærer falde ” tre tusind år er nu gået, Gud og Djævelen vogter ikke længere akademiet. De har uden frygt for at Døden skulle sætte sine ben der, givet akademiet til Rosensten kloster.
legenden om den evige nat
Det er egentligt ikke nogen legende, men et stykke velbevaret historie. Der handler om hvordan underverden blev til og om hvorfor det altid er nat. Da døden blev udvist fra Akademiet, havde hun ingen steder og gå hen. Opfyldt af en vrede hun ikke kunne komme af med, vandrede hun rundt i de dødeligs verden. På hendes rejse tabte hun sigt hjerte til en dødelig, der skulle have heddet Cenus Wander. De forelskede sig men Cenus var døende. Døden kunne inte gøre for at hjælpe ham, det var hendes pligt at hente de døde. Hun havde inte andet vælg ind at tage Cenus' liv. den vrede hun havde følt kom nu tilbage og sammen med ønsket om at Cenus' sjæl skulle leve videre i en ny verden. Gjorde det døden i stand til at skabe en parallel verden som dengang kun havde en ting til fælles med vores nemlig Akademiet. Med hendes tid hos skyggejægerne var hun i stand til med mørk magi at skabe Cenus en ny krop. Men da Cenus kom til sig-selv kunne han ikke genkende den pige han havde været forelsket i, han så kun døden der havde taget hans liv. Af frygt og angst flygtede Cenus fra døden, men han forvild i en skov. Da døden fandt ham var det forsent, de vilde dyr i skoven som var skabt af dødens vrede. Havde flåde hans bryst op og efterladt hans hjerte blottet. Døden valgte at begrave ham hvor han lå, men da Cenus sjæl var god men kroppen skabt på mørkt vis. Fandt han aldrig fred og skoven har den dag i navnet mareridtskoven. Dødens fortvivlelse og sorg, gjorde at himlen blev mørk og sol blev til måne. Døden forbandede dyrene og forbyd dem at komme i skoven. Da disse dyr nu skulle klare sig væk fra skoven, skiftede de form og den dag i dag løber deres efterkommer stadigvæk rundt i underverden.
Et blodbad
rædslerne begyndte en kold november morgen da Astrid henter, fødte hende og Thomas’ første barn. dette barn blev født med vinger, og voksede også hurtigere end andre. ni måneder efter denne dag født Astrid deres andet barn. det første som var en pige fik navnet Ester. På dette tidspunkt linede hun en på fem. De fik i alt ni børn, der alle arvede vingerne. Den første fødte Ester blev vild og fremmed, hun kunne ikke længer se forskel på rigtig og forkert. Den anden som var en dreng ved navn Antoni blev poet og tog livet af sig selv for at finde svaret på hvor vi tager hen efter vi dør. Tre og fire var tvillinger, og hed Amalia og Marco. Amalia var som natten og blev som Ester, hvor Marco var som dagen, lys og livlig. Lidt for livlig Marco blev dræbt af en dæmon og en vampyr, men disse to hører vi mere om. Den femte en pige der fik navnet Vie efter Gud hende selv. Vie var mild og venlig og glad. Men hun mistede livet kort efter hun blev fem. Der er nu kun to af de ni. Den sjette fik navnet Larka. Larka var den rene djævel, han var udspekuleret og snu men også intelligent. Og ingen ikke engang hans søstre kunne få skovlen under ham. Den syvende var navn løs hun sagde aldrig hvad hun hed. Denne stumme pige var den eneste der kunne narre Larka. Den ottende var stille af sind og blev til dødens engel, hun var i længer tid kendt under navnet Wander men hendes navn var rigtigt Hanna. Den niende var den grufuldeste. Han var den rene dræber. Og hans navn må ikke siges højt. Hans navn var Darkis. Ester, Amalia, Hanna og Darkis var de fire der sammen nedslagte flere hundrede måske endda flere tusinde mennesker. Man er ikke sikker på hvor mange da Larka og den navnløse de første gange dækkede sporene efter deres søskende. Larka og den navnløse er da også de eneste levende efter kommer af henter og Hannes. Deres søskende blev dræbt af 1skyggejægerne. Men enden da var verden vidne til et blodbad.
1dette er ikke sandet da nærmere undersøgelser af andre historier visse at det var Larka der dræbt sine søskende.
Marco, Marco hvor er du?
”Marco, Marco hvor er du” den lyse latter fra Laura lowell. Hvorimod Disas Monworel stemme var dyster. ”kom frit frem” Marcos lyse vinger afslørede ikke hans skjulested. Han var ikke helt vokset fra det at lege. Det morede ham, dog var hans valg af legekrammarter ikke det sikreste. Hans latter var lav. ”Marco Marco hvor er du?” Disa sang på det. Marco kiggede frem fra sit skjul. De så ham og i næste øjeblik lå de alle tre og så op på den sorte natte himmel. ”har du aldrig tænkt på at finde en” Laura så på Marco i det hun sagde det. Marco rystede på hovedet og smilte ”nej det har jeg ikke” Marco var jo udødelig vel og mærke hvis ikke han bliv dræbt. Han kunne ikke dø af alderdom. Disa smilte ”men lille Marco dog hvorfor ikke?” hendes stemme hviskede ham i øret. ”jeg har jo jer to” han smilte, satte sig op og gøs. ”er her koldt eller?” Marcos stemme døde hen. Disa så på ham med et par kolde øjne. Marco rykkede sig lidt væk fra hende, og i det samme lagde Laura armene om ham bag fra. ”rolig du skal jo ingen steder” hun hviskede og nappede ham i øret. Marco snak og ville skrige, men Disa tænder sad allerede dybt i hans hals. Disa slap ham og Marco gispede og kæmpede for at komme ud af Lauras arme med for sent var det, for Lauras negle borede sig dybt ned i hans kød. Han blødte og Disa genoptog hendes forehavende. Enden hans sidste åndedrag kom hans vinger frem, ikke en gang dem kunne de lade være. Og det var så da man fandt liget af Marco Hannes eller Henter det kommer vel ud på et. Tømt for blod og med flået vinger.
Nattens jæger
Dette er en historie ALLE skyggejægere har fået fortalt som lille. Mange skyggejægere forstår ikke på det tids punkt at denne historie er sand. Nattens jæger er en uddød race i vores verden. Men Martha Maláco havde æren af at møde den sidste. Efter dødens forbandelse af de dyr hun selv havde skabt, måtte de tilpasse sig til at leve væk fra skoven. Mange af dem skiftede from. Fra at gå på alle fire rejste de sig nu på bagbenene. Deres porter blev til hænder og føder, dyre ansigtet blev mere menneskeligt. Det eneste der her forblev det samme var øjnene. Neglene blev til lange kløer, kroppen der ellers lignede et menneskes havde en rygrad der havde to eller tre led mere en den skulle. Det gav disse dyr en foroverbøjet skikkelse. De spidse tænder blev til et uundværligt våben. Det lykkedes nogle af disse dyr at flygte. Historien melder ikke noget om hvordan. Det gik hurtigt op for disse dyr at de ikke passede ind i de dødeliges verden. Mange af dem blev opdaget og dræbt. En fandt løsning på hvordan de kunne passe ind. Blodet fra et menneske fik dem til helt at ligne dem. Det skulle dog drikkes jævnligt, da denne from ikke var permanent. Han levede blandt menneskene i mange år uden at blive opdaget. Men man fandt ligene, og han blev hurtigt kendt under navnet nattens jæger. Menneskene prøvede i mange år at fange ham, men uden held. Til sidst søgte de hjælp hos skyggejægerne. Den unge Martha Maláco påtog sig opgaven og viede sit liv for at fange denne nattens jæger. Martha var lige fyldt fire men fordi hun var skabt som de fleste skyggejægere, var hun fuldt udvokset. Martha havde en teori om at dette væsen skulle findes i blandt menneskene. Marthas søgen endte i en lille landsby tæt ved en skov, hvor hun glemte sin opgave og faldt for en uge mand. Denne mand sagde at han hed Thris Jeggen, der oversat fra det dæmoniske sprog betyd nat og jæger. Thris er en af tre betegnelser for nat. Martha lade ikke mærke til dette og lod sig føre ud af landsbyen og ind i skoven. Thris’ aura var ikke helt som menneskenes, Martha nåde ikke at reagere før Thris’ tænder sad dybt i hendes hals. Idet Marthas blod rørte hans læbe fik han sin oprindelige skikkelse igen. En hvæsen undslap hans læber, Martha vendte sig og blev forfærdet af synet af ham. Thris knækkede sammen og bad Martha noget så inderligt om at dræbe ham. I næste nu var han gennemborede af Marthas sværd. Martha vendte hjem til skyggejægerne. Men denne historie er langt fra den sidste i Martha malácos liv.
Maláco og dødens sti
Martha Malácos første rejse til underverden var i forbindelse med at finde ud af hvor Nattens jæger kom fra. Da Martha nåede underverden var hun så medtaget at døden snart ville indtræffe hvis ikke hun fik hjælp. Denne hjælp kom men fra en uventet kant, Døden selv besluttede sig for at hjælpe Martha. Da hun havde dræbt Thris som havde dræbt Cenus. Men Døden kan ikke forhindre nogen i at dø, hun kan blot udsætte den med et par dage. Så for at rede sit liv måtte Martha gå af Dødens sti til helvede og krydse floden diras wander fuster. Hvis dette lykkedes hende var Døden tvunget til at skåne hendes liv. Men Dødens sti er bevogtet af nattens jæger. Disse dyre lignende mennesker med deres spise tænder og lange klør. Ville selv for Martha blive en stor opgave, nok var hun skygge jæger og udødelig, hvis ikke lige hun dræbt i kæmp. Men kun en gang havde hun tidligere stået ansigt til ansigt men en af disse. Og han havde bedt hende dræbe ham så nogen kamp var det altså aldrig blevet. Og en ting til ville også blive en udfordring Mareridts skoven, stien løb igennem Mareridts skoven. Martha drog af sted i den retning Døden havde sendt hende. Hun havde ikke vandrede i mere end et par timer eller tre. Hendes tidsfornemmelse var ikke den samme om natten som om dagen. Og da det lader til kun at være nat her, kunne det godt gå hen og blive et endnu et problem. Men Marthas problem lige nu lå i ikke at blive dræbt af den nattens jæger der stod lige foran hende. Hun forsøgte ikke at vise sin frygt men det lykkedes hvis ikke. For den jæger der stod foran hende begyndte ar le. Martha benyttede tiden til at trække hendes sværd, og jægeren noget ikke at le færdig, for han var død enden hans krop ramte jorden. Da Martha nåde Mareridts skoven var hun da fri for nattens jæger. Men nu ville den egentlige prøvelse begynde, den bestod i at holde sig på stien. Men kan de også lade sig gøre når mareridtene tager over. Martha blev kastet ud og ind af mareridt og vrangforestillinger, men det tilbagevendende biled var Thris gennemborede af hendes sværd. Hvordan det lykkedes hende at nu helvedes porte, ved nok ikke en gang hende selv. Martha skulle nu bare overleve i det golde landskab, hvad hun udmærket var vand til hjemme fra.
Lykkedes både Martha at krydse floden og finde ud af hvor nattens jæger kommer fra Der er ikke mange af akademiets børn der kender til historierne om Martha Maláco
Skyggejæger kysset.
Jaden var efter kommer af Martha Maláco og havde en del at leve op til. Han ville egentlig bare være normal. Være sammen med vennerne og lave normal ting. men det kunne han ikke, han skulle jo igennem sin oplæring. Hans største trøst var nok at vide at hans venner gik igennem det samme. Det var under sin oplæring han så hende for første gang. Han vidste det var forkert men hun var blandt det smukkeste han nogen sinde havde set. Hun var skygge, tænke en gang at nogen så smuk kunne være noget så forkert. Han vidste det ville være forkert men alligevel aftalte han og mødes med hende. En aftale blev til to og to til tre. Hver nat sneg de sig ud for at mødes på engen. De lærte hinanden bedre og bedre at kende. Men deres racer ville for altid skille dem ad, Jaden kendte konsekvensen hvis han blev opdaget i at være sammen med hende. Det var den nat han besluttede sig for at han ville gøre det. Han ville kysse hende for første gang og fortælle hende hvor meget hun betød for ham. Det var den nat de blev opdaget. Han havde lige fortalt hende det og havde blidt kysset hendes læber. Hun havde fortalt ham hvor meget hun elskede ham, på trods af hvad han var. Det var hendes far der havde opdaget dem, han havde lagt mærke til at hans yngste datter ikke var i hendes seng. Han havde ikke råbt op, bare været meget overrasket over at hans datter ikke havde præsenteret hendes kæreste for familien. Jaden vidste hvorfor hun ikke havde gjort det og han vidste også at hendes far aldrig ville acceptere deres forhold hvis han vidste hvad han var. De havde rejst sig da hendes far havde opdaget dem, han var nærmest faldt over dem. I det samme kunne Jaden mærke en kniv blive presset mod hans hals. Han vidste lige præcis hvem det var. Hans bedste ven, af alle dem der kunne finde ham var det hans bedste ven gøre det. Jaden sank engang og så på hans eneste rigtige kærlighed. Hendes far havde lagt armene om hende og gået bagud med hende. Det var altså her det endte, hans bedste vens stemme nåede hans øre. ”Du kender konsekvensen af det, så hvorfor hovedet gøre det. Du efter kommer af den største jager vi har haft. Hvordan kunne du?” Hans vens stemme var mere skuffet end vred. han slap Jaden. Jaden lod sig føre et par meter væk før han blev tvunget i knæ. Hans vinger blev tvunget frem, han vendte hovedet og så på hans skygge. Hendes fars øjne var blevet tre gang så større. Jaden lukkede øjnene og kom med et skrig af smerte da hans vinger blev flået, det tog dem ti år bare at finde en nogle lunde form igen. Ingen havde fundet ud af hvad der var sket men jaden har stadigvæk den dag i dag mareridt om den nat. Og det kan da også se på hans vinger.
Side bemærkning han blev opdaget af de andre fra hans klan og rejste der efter ud i verden, og kan i dag findes på akademiets gange.
Wanderlins forræderi
Thorkild Wanderlin ligger nu begravet på Akademiets kirkegård. Men inden han døde begik han forræderi. Et forræderi der kostede ham livet. Thorkild havde mange år igennem været højt respekteret imellem dødens tjener. Men han var efter hånden træt af hendes måde at håndtere mange situationer så han startede en oprørsgruppe der fik navnet Dimos Ras, der oversat fra dæmonisk betyder dæmonens ret. Han rekrutterede medlemmer som endnu ikke var blevet til dødens tjener. Han løb en stor risiko ved at blive meddeler for Dimos Ras. Men han vidste jo bedre end nogen anden hvad døden lavede. Målet for gruppen var at forhindre døden i at få fat i Jessica og Jeremys børn Amanda og Garret. Hun måtte for alt i verden ikke få børnene da de var hendes eneste nøgle til Akademiet. Udover det forsøgte gruppen at stoppe døden i at sende nattens jæger til denne verden. Da det ikke bare ville skabe kaos men ragnarok, altså ende med jordens undergang. Det lykkedes heldigvis ikke døden at få kontrol over dyrene. Men det lykkes døden at få fat i børnene. Det gik også op for hende at en i blandt dem måtte meddele dem. Hun tog derfor sine tjenere en efter en og Thorkild indrømmede hans skyld. Det kostede ham livet. Og Dimos Ras faldt fra hinanden efter Thorkilds død.
En skygge som jæger.
Denne historie forgår i SALIMÁ GADER OM NATTEN VED FLUD MÅNE. DET VAR DEN NAT EN SKYGGE BLEV OPDAGET I AT JÆGE. Denne historie handler om Thris lowell der satte en ære i at jage i skyggerne. Thris Lowell gik den nat hjem ved fuld måne, han gik i skyggerne. Så ingen ville se ham, de kunne heller ikke se ham men han kunne se dem. De var skygger ligesom ham selv, men det de gjorde var så forfærdeligt ondt at det aldrig ville kunne tilgives. Hun skrig hun ville jo ikke kunne de ikke forstå det. Ene lo bare af hende og holdt hende for munden. Det var de Thris trådte ud af skyggerne. ”hvad der det i har gang i? ” hans stemme var helt neutral og hans ansigt afslørede ikke nogen form for følelse. ”bland dig uden om knægt” det var det ord der fik Thris til at kaste sig over ham med sådan en kraft og styret at den anden faldt sammen uder ham. ”knægt ” det var først en han kunne se pigen rigtigt. Det var hans søster hans lille søster ” anger is rak lik mis risgik zu” han så på hende da han sagde det og hun nikkede kom på benene og løb. Personen under ham stirrede. ”du… du skygge. ”han stammede. Thris smilte og lo koldt. ”ja og hvad så” en af de andre tog fadt i hans kræve og hev Thris på benene og så på ham… ” hvem er du” Thris stirrede tilbage på personen der holdt ham og svarede. ”mit navn er Thris jeggen lowell” personen han havde vælte var kommet på benene han hvæsede ”og hvad ret har sådan en som dig til at blande sig” thris lo bare og lod skyggerne samle sig om dem.” det var min søster” i næste øjeblik bliv alt mørkt. Og da det mørke forsvandt stod Thris alene tilbage imellem de døde. Og sådan blev vogterne over Salimá født
En morders mareridt.
Garret sad på sengen og ventede på hans værelsekammerat, de klare øjne så ingen anden udvej end det her. Collings skridt på gangen, gjorde at Garret vidste han var på vej. Men Garret forholdt sig rolig han havde travlt med at se på sine negle. Det var først de hans værelsekammerat Colling stod i døren han rørt på sig. ”så der vel nu” Garret rejste sig op og så på sin kammerat, nej sin bedsteven. Colling så modvilligt på Garret ” er jeg virkelig nød til det?” Garret så bare ned og nikkede. ”men Garret jeg vel ikke… ” Collings stemme bliv lavere ”jeg vil ikke skade dig” Garret så op på ham med tårer i de klare øjne og gik helt ham. ” gør det for min skyld vil du ikke kun, du den eneste jeg stoler på der kan gøre det” Garrets stemme var lav og bedende. Han så på Colling der også selv havde fået tårer i øjnene. Da Colling sank en gang og fandt kniven frem fra hans taske, lukkede Garret sine øjne og ventede. Colling undskyldt og kniven ramte Garrets hjerte og hans krop bliv slap. Colling gab Garret og lovede ham at han aldrig igen ville lade nogen skade ham. Og at han nok skulle gøre som han havde lovet, han skulle nok genoplive ham. I det samme gik døren op og deres tredje og fjeder værelsekammerater kom ind. Og det var sådan Colling keehls mord på Garret Wanderlin bliv opdaget. Og Collings næste tre dage var en morders mareridt, beskudt for mordet på hans bedsteven. Tre dage genoplivede han så Garret.
Wanderlins valg.
Garret gik ned af stien, Dødens sti. Natten her gjorde ham ikke bange, det var mere de væsner der var i denne nat. Den evige nat i underverden. Han havde taget sit valg og Collings drab på ham havde gjort dette valg muligt. Han var på vej for at møde en ikke så kær kommen ven. Kira døden selv ventede ham. Og han havde taget valget om at dræbe hende og tage hendes plads, for at for sat en ende på den krig der lige nu rasede. Kæmpen om akademiet. Garret stoppede ved slottets port og ventede på Kira skulle komme. Og det gjorde hun og hun byd ham velkommen som var han en gæst. Og ikke en der havde planer om at slå hende ihjel. Da han kom ind i den lidt dyster forhal, vidste han at dette ikke ville blive noget stort problem. Han så bare på hende og sagde med klar stemme ”du ved hvorfor jeg er kommet her gør du ikke” han sukkede lidt og se afventende på hende. Hun nikkede og slog ud med armene ” gør det lad os så om du kan” der var noget i hendes stemme der fik han til at miste modet. Garret tog sig sammen og fandt kniven af sølv frem, den selv samme Colling havde dræbt han med. ”jeg Garret wanderlin her alle dødens evner og er villig til at tage din plads” hans stemme var lav og han kastede kniven i det samme den ramte plet. Kires krop bliv slap og faldt sammen. Garret bøjede sig ned over hende og hun hviskede, ”jeg dør ikke af det her, men en dag vel jeg komme tilbage efter hvad der er mit, så pas godt på det end til da.” det var de sidste ord Kira gav Garret og fortælle videre. Og det er enden på Wanderlins valg. Døden er nu han og ikke hun. En tjener har langt om længe taget hendes plads.
Fre Dec 07, 2018 3:54 pm af 
Kalender
Emne: Historiens A B C af Garret Wanderlin 
