Well, hallo? ~ Ariana Dawn

"Tak," sagde hun. "Og det lyder indviklet med din opvækst og sådan,". "Jeg har jo ikke haft særlig meget opvækst, kan man vel sige, jeg har jo sovet det meste af den væk," hun så på ham. "Men jeg har da i hvert fald altid haft drømmende, hvilket er fint... altså de gange de ikke lige handler om død og ødelæggelse," sagde hun og smilte svagt, hvorefter hun sad meget stille uden rigtig at sige noget. 
"Men jeg håber, at jeg en da kan finde en måde at stoppe det på...jeg ved bare ikke hvordan, måske er det meningen, at verden skal dø. Jeg mener, det har den teknisk set gjort før sååå...," igen henfaldt hun i stilhed og tog en slurk af sin te.

Ariana så bekymret på Alex, der igen lod til at have problemer, med hvad end der forgik i hovedet på ham. *Det lyder ikke til at være rar evne at have* tænkte hun og stirrede frem for sig i et forsøg på at finde noget at snakke om, der måske kunne aflede hans opmærksomhed fra stemmerne. Hun tænkte og tænkte indtil, hun faldt over et meget normalt spørgsmål. Men var det egentlig helt normalt, og ville det være okay at spøger. Tankefuldt så hun på ham. 
"Har du noget familie et sted?" spurgte hun og tog endnu en slurk af teen, mens hun ventede på, at han skulle svare. Hvis han vel og mærke havde tænkt sig at svare hende. Hun kunne sådan set godt forstå det, hvis han ikke havde lyst til at tale om det. *I sær, når det er en eller anden underlig pige, der falder i søvn på åbne gader, der spørger,* tænkte hun tørt.

"Pas på, så du ikke skære dig," sagde hun og satte sig ned og hjalp ham med skårerne. Hun sinkede hovedet og så på gulvet. "Jeg har ikke rigtig noget familie tilbage tror jeg," hviskede hun. "Eller der var en pige engang, som jeg så som en slags søster, Men så kom den tid, hvor jeg begyndte at sove. Da jeg vågnede op var hun forsvundet. Jeg har ikke set hende siden," fortalte hun en smule bedrøvet. Hun rejste sig elegant fra gulvet, tog  pocelænsskårerene og gik over og smed dem i skraldespanden under køkkenvasken.
Hun vendte sig atter mod Alex. "Har dig og din bror aldrig været særlig gode venner eller...?" spurgte hun og smilte lidt.

Alex sukkede og smid skårende ud. "Vi her aldrig rigtig kendt hinanden min tvillinge og jeg. " Alex blik faldt igen på gulvet, inden han begyndte at tører teen op. Alex sukkede og lagde hovedet på skrå. Han tog sig til hovedet og rystedet svagt på det. " Se på den lyse side hun kan stadigvæk være i live. " Alex smilte svagt og opmurende(?) til hende. Alex lukkede øjne og gabte lavt, han åbnede dem igen og kiggede bare på hende

"Det har du selvfølgelig ret i," sagde hun og smilede til ham. "Men hey, du sagde, at det her er Angels hus ikke? hvor er han henne?" hun havde ikke rigtig tænkt over det ind til nu, men da hun først lagde mærke til det, virkede det lettere sært. Hun stod eet øjeblik i stilhed, hvorefter hun gik over og satte sig ned igen.

"Nå, sådan," sagde hun og smilede. "Ret at vide, at der er flere af os, det er længe siden, jeg har snakket med andre om de drømme og sådan...måske kan han se mere mening i dem en jeg kan...hmmmm," et øjeblik sad hun bare og stirrede tomt ud i luften. "Jeg tror ikke, der særlig mange af os tilbage egentlig, eller også er det bare mig, der ikke lægger mærke til dem," sagde hun fraværende og måske egentlig mere til sig selv end Alex.

"Fire...Virklig?" hendes øjne lyste. *Yaay glæde* tænkte hun, *Og jeg som troede, vi var ved at blive til en døende race...så har man hørt det med* hun smilede. "Wow det havde jeg ikke troet," udbrød hun. *Alt den tid jeg har været halvtrist over det for ingen ting...pfft Ariana you're such an idiot* skældte hun sig selv ud og rystede let på hovedet.

"Skal vi gå et eller andet sted hen så?" spurgte hun ham. Hun kunne egentlig godt forstå, hvis han havde behov for at gå eller noget. Hun rejste sig igen fra sin spisebordsstolen om ikke andet så bare for at stå op. "Jeg kunne egentlig også godt trænge til at få søvnen ud af kroppen," mumlede hun og strakte sig fraværende så hendes skulder frembragte en knækkende lyd. *Ups, jeg burde holde op med det her* tænkte hun let smilende.

"Jo tak," sagde hun lettere pinligt berørt over hendes meget lette påklædning. Men det ville nu blive ret at komme udenfor alligevel, så vidt hun huskede, havde hun heller aldrig rigtig udforsket byen, eller måske var det bare længe siden. Det blev lidt svært at holde styr på ting, når man sov cirka halvdelen af sit liv væk. Hun stod lidt og trippede på gulvet fordybet i tanker.

Hun tog glad imod jakken, hvorefter hun tog den på og fulgt med Alex ud af døren. Hun spærrede forbavset øjnene op. "Wow," hviskede hun. Gaderne summede af liv en total modsættelse af byens navn. Dufte af alle mulige slags mad sivede fra forskellige boder og ud af rasturanters åbne døre. menneskers snak og dyrs gøen miaven eller skrappen fyldte luften med en slags støj, der ikke var behagelig, men heller ikke ubehagelige.
Et par husblokke væk hinkede nogle børn rundt på hinkebane tegnet med pastellyserødt farvekridt. 
Hun smilede, det var en smule svært at rumme det hele.
Det var længe siden hun sidst havde gået rundt i en by, og hun kunne ikke rigtig vende sig til de mange indtryk på en gang.

Ariana blev revet ud af sine tanker og så på Alex. "Hmmm, noget du specifikt har lyst til at vise mig?" spurgte hun smiliende. "Jeg ved ikke så meget om byer, så du har nok bedre styr på, hvad her er og ikke er, end jeg har," forsatte hun lidt efter og kiggede igen tankefuldt ud i luften.

Alex smilte "egentlig ikke, jeg håber lidt vi måske løber ind i den jeg kender, " Alex tog de sidste tridt ned af trappen og lagde begge hænderne i lommerne på hans jakke. " Men der er skam lidt for en hver smag, her... " Hanlagde hovedet lidt på skrå, at stå mellem byens gader, gjorde at han fik styr på sig selv. Han begyndte langsomt at gå, uden egentlig at tænke over det, faldt han hen i sine egen tænker. Og han var så van til bare at gå mellem alle disse mennesker at han for et kort øjeblik glemte hende. Alex blev hivet tilbage til virkeligheden, da en eller anden gik ind i ham. Han rystede svagt på hovedet og kiggede lidt omkring, af en eller årsag, som ikke kom bag på Alex, fandt han sig selv ståene ikke langt fra Veritas, der i langt tid havde været Alexs faste sted. Han måtte uden at tænke over det selv været gået der hen. "Ser man det..." Han bøjede hovedet lidt

"Hvad er det her for et sted?" spurgte Ariana Alex, der pludselig var stoppet op. *Måske er det et vigtigt sted for ham* tænkte hun og faldt et øjeblik hen i sine egne tanker, imens hun ventede på, at han svarede hende.  Hun funderede lidt over, om han mon boede et sted her i byen eller et helt andet sted. *Måske bord han sammen med Angel...vent..nej hmmm* hun vidste ikke rigtig, hvorfor hun tænkte over det, men der var også meget, hun ikke helt vidste om sig selv.

"Den er smuk," sagde hun oprigtigt. "Jeg skal være ærlig og sige, at jeg nok ville have døbt den noget andet," forsatte hun lidt efter og smilede. "Du havde ret, der er ikke særlig meget spøgelsby over den," et kort øjeblik var hun atter fordybet i tanker. "Bor du her også eller...?"

Hun smilte lidt. "Hvordan mødte i egentlig hinanden?" spurgte hun. Det gik op for hende, at hun i stedet for ar stille alle de spørgsmål egentlig bare kunne bruge sin fortidsseende evne, men efter at have overvejet det meget kort, kom hun hurtigt fra det igen. Hun blev enig med sig selv om, at hun kun ville benytte sig af det, når det var bydende nødvendigt.