bid mig ~ sylvia de blood

Ethan stirrede lidt på Arrow. indtil han hørte hvad den kære engel snakkede om. "Arrow du skal ikke snakke uden om, Jeg kan hører du lyver og det kan du også, Jeg ved du kan høre det runge og klinge skrigende falsk i dit hoved. Jeg er ude mærket klar over det. Så hvorfor lyve for dig selv. " Han gik trætter på hans stemme var spørgende og bedende på samme tid. Ethan sukkede og smilte svagt. "Hvad der sket? Du kan lige så godt sige det til mig, Du ved jeg finde ud af det alligevel. " Arrow hvad her du gang i !?" Ethan blev overraskt over hvad Arrow gjorde. Men han noget ikke at stoppe ham før han knækkede sammen og kastede op. " ER DU vanvigtig? ER DU gået helt fra forstanden? Arrow " Ethans stemme blev trist da han sagde det sidste og han endte med bare at ligge en hånd på hans skuldre. Han vendte dog blikket bagud og kiggede lidt på dem. "Arrow hvad er det. " Han løftede engelens hoved op så Arrow så på ham, Ethan satte sig på knæ foran ham, så godt han nu kunne. Han strøg ham over håret. "Dit lille fjols, hvad havde du forvendte? helt ærligt " Ethan sukkede og kiggede på de klare øjne. "Arrow du skal nok vende sig til det, men du må tage det med ro. okay lov mig det ikke? " Ethan lagde hovedet på skrå, gud hvor havde den Engel en sær virkning på ham.

// Sylvia du må endelig spørger ind til hvad vi snakke om hvis altså det noget du ønske at vide, Skal vi så sige at vi nu skriver Arrow Dig også mig?

//ja det er fint

Sylvia gik lidt tætyere på Ethan og Arrow *jeg kan ikke holde ud at se folk som ham. gid jeg vidste hvordan jeg kunne hjælpe ham* hun gik tættere på dem og satte sig på hug "hvad er der galt Arrow? Er der noget jeg kan hjælpe med?" hun fjernde noget af håret fra hans Andsigt *gid jeg kunne fortælle ham der ikke er noget at være bange for* hun sukkede svagt ved tanken om det.

"Så lad gå dig dit fjols. Du siger det jo nok når du vil snakke om det" Han mente det venligt og på ingen måde ondt. Han smilte svagt og forstod ikke helt hvorfor Arrow ikke ville tale om det.

Ethan rystede på hovedet og smilte "og det kommer bag på dig? " Han hævede et øjnebryn og smilte. "Du nu kær når du er sådanne. " Han strøg bare Arrow over håret igen. Ethan kiggede på Sylvia "Han kan se folk sande ansigter, deres henstiter med hinanden. Han ser og høre Sandheden bag hver løgn. Han er bare ikke van til at burde den evne. andre mennesker med ikke helt så rene henstiter.. ja " Ethan nikkede mod Arrow, der lignede en der skulle til at dø.

Ethan veg tilbage da Arrow trak op i ærmet, og han forstod lige plusdeleligt hvorfor Arrow ikke ville snakke om det. "forbandede.. " Ethan tog sig i en masse ord der ikke ville være særlig pæne at sige højt og da nok ikke til Arrow der ville kunne høre han mente hvert og et af dem. Ethans krop rystede svagt. "det kan jeg fandme godt forstå du er.. " Ethan der ikke var den mest trorende person ville da godt indrømme at Arrow lige nu var på røven. Han skulle bare slægtens arv og gudindens opgaver? hvordan forventer de lige han skal kunne holde til det?

Sylvia sukkede svagt mens hun stille rejste sig op *gid man kunne* hun kiggede bare hen på Ethan *hvad er det for et forhold de har til hinanend? Selv jeg kunne ikke gætte at Ethan ville være så bekymred over for nogen* hun forsvandt stille i sinde ejne tænker og glemte næsten alt der var omkring hende.

Ethan sukkede og rystede på hovedet. "nej du gør ej det skal jeg nok søger for om så det skal koste mig mit liv, Jeg her en ordre og den komme fra Ceil af, Husk tilbage på den nat i kirken ikke. " Han sukkede og smilte. "Du må med glæde håbe men jeg ved du lære og live med begge ting. " Ethan bandlede et øjeblik, enden det ente med at han tog fat på nogle eder. "Jeg ved sku ikke hvem jeg skal hade mest Ceil for at vække arven, eller gudinden for at mærke dig. " Ethan kiggede bare på Arrow, enden han tog fonbinderingen op og frobandet Arrow øjne igen. "Du brudte vide bedre. Jeg har lovet og vise Sylvia til Ghost city, vil du med hjemad? " Han spurgte stille. og smilte svagt. Han vendte blikket mod Sylvia "du undre dig over noget, spørg dog vis det er. Jeg bider ikke, eller kun måske. Arrow gør i hvert fald ikke. Så hvad tænker du på" Ethan hævede et øjnebryn og smilte til hende.

Sylvia havde løst til at le høj lydt men hun vidste de bare ville stire, i stedet for smilte hun bar svagt *ak ja gid jeg kunne slå Ethan får noget tid siden* hendes smil blev lidt støre "jeg har set ham bide andre og jeg er selv blevet bidt før. Så det er ikke som om at jeg bliver særlig bange, Jeg syndes kun det er upassende vis man gør det uden grund" hun tog en stille indånding "men jeg ville gerne vide hvad for et 'forhold' i har til hinanden? Jeg er meget nyskerig" hendes smil blev støre og støre for vert ord hun sagde.

"Hey!?" Ethan væste af Arrow da han slog ham, "du slå altså lidt hårdere end du gjorde før! du har altså fået en del mere at stå imod med" Ethan sukkede "det ingen undskylning " Arrow arme om Ethans hals bekrymere Ethan, ville han blive kvalt ? "Vores forhold? " det var der det gik op for Ethan at det kunne misforstås "Ej okay, Arrow gider du slippe mig" Ethans øjne blev lidt stører "Tænkt på det sådan her, vi hader hinanden men kan ikke undvære hinanden, vi fungere bare ikke hver for sig, Det der med at havde del krop med nogen. " Ethan rejste sig op og strakte sig, "skal vi gå?"

Sylvia reagered ikke så meget på at Ethan så ud som om han blev kvalt, hun tænkte bare på at man gjorde det for at vise styrke *Hader hinanden men kan ikke undvære hinanden? Hvordan hænger det sammen?* Sylvia ville hvide mere om det men ville helst vente med at spørge ind til det "Jeres bekendtskab vis man kan kalde det det lyder meget ømm.. Specielt. Men ja vi kan da godt gå, jeg venter bare" Sylvia fik et svagt smil.

Ethan fandt en smøg frem tændte den og tog et hvæs før han rejste sig "Jeg gætter på du godt kan klade det sådan, efter som vi her delt krop og er af samme slægt. Og jeg er nu blevet hans barnepige. " han vidste Arrow ikke ville kunne lide den bemærkning, men det var sandt. Eller næsten sandt. Ethan kunne altid bare vælge at gå. Ethan begyndte at gå langtsom "Jeg har egentlig ikke fået spurgt, Men hvor i Ghost City bror du Sylvia, det er jo et stort sted?" Ethan kiggede mod hende og tog et hvæs til. Han burde stoppe, men narrhh Så egentlig hellere dø igen. Han kiggede mod Arrow. "Så hvad fik der egentlig til at gå ud uden mig? når jeg egentlig bad dig om at blive hjemme? og Arrow svar æreligt" Ethan smilte og sukkede, hans hev endnu en gang røgen dybt ned i lungerne, enden han pustede den ud